tirsdag den 31. august 2010


Vores boligjagt i Århus er så småt begyndt.
Jeg har oprettet en profil på en webportal (boligportal.dk), hvor både lejere og private udlejere kan kan mødes via et annoncemarked, som (naturligvis!) koster et antal kroner pr. måned at kunne benytte.
Vores første førsteprioritet er området i midtbyen, som selvfølgelig har tårnhøje lejepriser; især når man skal op i en størrelse lejlighed som kan rumme fire personer. Vi har allerede søgt (...og fået afslag ;) på et par stykker, som ellers kunne være en mulighed for os.
Hvis vi satser på at blive lejere, kan det godt blive svært og tidskrævende, da udbuddet er ret begrænset og børn uanset alder ofte er sidestillet med husdyr, og derfor ikke er ønsket blandt udlejere! :)
Den anden vej er køb af ejerlejlighed. Også en rasende dyr løsning, men vi kigger også på det marked. Det ku' jo være der dukkede noget op..............
Men også her kniber det med størrelsen.
Vi må være tålmodige!

En af de ting jeg ser frem til at genoptage, når vi kommer til Århus, er aktiv deltagelse i Marinehjemmeværnet. Det er deres fartøj, MHV 908 - "Brigaden" der ligger i inderhavnen, som ses på billederne ovenfor.
Jeg har tidligere været meget aktiv i Flotillie 368 i Køge, men måtte opgive at være med i MHV, da vi flyttede til Skanderborg.
Det har jeg ofte savnet siden, for her var der mange sjove og udfordrerne aktiviteter og godt kammeratskab.
Men nu skal det være! Jeg har kontaktet Marinehjemmeværnet og ønsker at blive "Iklædt" igen og da det godt kan tage lidt tid at komme gennem systemet, er der jo ingen grund til at vente længere ;)
Samtidig kan det også være jeg lige skal "opgraderes" med et par kurser, inden jeg får lov at være med igen!
Jeg glæder mig :)
Se mere om MHV : HER

tirsdag den 17. august 2010

Tiderne skifter og nye behov opstår.
For 2½ år siden flyttede vi fra huset på Alléen og op i vores nuværende lejlighed, der skulle fungere som en mellemlanding, indtil vi kunne beslutte os til et mere permanent bosted, der kunne være noget for os "gamle", når ungerne er flyttet hjemmefra.
Vi har haft mange muligheder i spil, og mange tanker er blevet gjort, men da Tina har sit faste arbejde i Århus, har afgørelsen reelt skulle bestå i valget mellem netop Århus og Skanderborg, hvor vi bor nu.
Som tingene har udviklet sig, viser det sig at Århus bliver fremtiden for os. Det er her arbejdet er; efterhånden også for mig, og særlig jeg har et stort ønske om at bo et sted med mange muligheder for et aktivt fritidsliv.
Tiden i Skanderborg har været perfekt, mens ungerne har været mindre, hvor det meste af tiden er gået sammen med dem.
Sjovt har det været, men det ændrer sig nu, hvor de efterhånden passer sig selv og vi forældre begynder at have meget mere tid til os selv. Jeg går og småkeder mig i her i byen, hvor der er alt for begrænsede udfoldelsesmuligheder.
Jeg har længe været på vej videre i tankerne, men nu har jeg endelig fået resten af familien med på idéen..........
Gør plads, Århus! Vi er på vej :)