fredag den 30. september 2011

Dagens indlæg kommer tidligt, for jeg er snart på vej til København, hvor jeg har nogle praktiske ting der skal klares i løbet af i aften og i morgen.
Går det som forventet, bliver der også tid til en vandretur i den nye bydel Ørestad i morgen, som jo er en kæmpe samling nye byggerier på Amager, inden turen går hjem igen.
Øverst på ønskesedlen står et kig på det nye store hotel "Bella Sky Comwell", hvis to skæve tårne ses langt omkring på det flade Amager.....
Hidtil har jeg altid taget toget når turen gik til "Djævleøen", men efter vi er flyttet til Århus, er det også muligt at benytte bus 888, som går over Kattegat til Odden med hurtigfærge, og videre til Valby. Den forbindelse vil jeg prøve i dag, og ser frem til en frisk sejltur i det flotte vejr :)
Turen hjem bliver dog med tog, da jeg ikke kan fastsætte noget tidspunkt til pladsbestilling....

torsdag den 29. september 2011

Vi har været ramt af, hvad der mest af alt kan beskrives som en sommerdag, og helt hen i aftentimerne har det været lunt og lækkert at opholde sig ude :)
Min arbejdsdag har heldigvis foregået ude og helt nede i hvor gamle hjemby Skanderborg. Jeg valgte at bruge cyklen som transport frem og tilbage, og fik så rigeligt varmen på de i alt 50 kilometer. Ikke på grund af vinden, for den var der ikke meget af, men derimod solen, som på vejen hjem stegte godt på ryggen. En sjælden oplevelse denne sommer ;)
Men vi kan ikke komme uden om vinteren er på vej. Tv's sendeflade er gået i "vintermode", diverse aftenskoler er kommet godt i gang, og fra på mandag øges Hovedbibliotekets åbningstid til kl. 20......
Naaja og jeg var et smut derhenne omkring klokken 18, og kunne se at mange opholdt sig ude i den lune aften langs Åen og i Mølleparken. En dag som i dag bør også nydes, for det må være en af de sidste chancer for ægte sommerstemning for i år......

onsdag den 28. september 2011

Så blev det til endnu en tur på ARoS...
Som altid skal man lige en tur op på taget og nyde udsigten og ikke mindst en flot solnedgang som vi fik i dag. Efter Eliassons regnbue er åbnet, er der jo rig mulighed for at peppe farverne på himlen op, hvis ikke naturen selv kan levere varen på dagen, og der kan også vælges kulør helt udenfor det normale; f.eks. blå :)
Det blev også til et kig på den nylig åbnede store særudstilling af udvalgte kunstværker fra Leif Djurhuus' private samling.
ARoS skriver:

"ARoS har inviteret én af Danmarks største og mest interessante kunstsamlere, Leif Djurhuus, til at præsentere et bredt udvalg af sin righoldige samling med international nutidskunst. Valget af kunstværker til udstillingen har været vanskelig, da samlingen består af mere end 2000 værker. Karakteristisk for samlingen er dens dristige indkøb, der prioriterer den unge eksperimenterende verdenskunst højt. Den rummer alle billedkunstens udtryksformer lige fra maleri, video og skulptur frem til interaktive objekter og installationskunst. En særlig passion for ung nutidskunst. Sådan beskriver Leif Djurhuus selv sin interesse for kunst - og det er for øvrigt også en passion, der kendetegner ARoS’ samling."

Udstillingen løber frem til den 22 januar næste år, så jeg kommer nok forbi af og til for at se nærmere på den meget blandede samling.......

tirsdag den 27. september 2011

Dagen blev dejlig solrig, og jeg benyttede mine pauser til at komme ud og nyde de eftertragtede stråler.
På universitetet vælger studerene ofte at sætte sig ud i den flotte park for at fordybe sig i deres materiale eller bare hygge sig. For det meste ses de i små grupper, mens enkelte vælger at sidde for sig selv, ligesom hende jeg kom forbi på en cykletur lige efter arbejde.....


Har man lyst til en hurtig tur i det grønne, kan vi på få minutter smutte over i Botanisk Have, hvor man kan gå sig en tur på de anlagte stier mellem mange forskellige store flotte træer og stenbedene.
Dette bed er som noget nyt dukket op, og vil forhåbentlig få nogle af de mange de smider om sig med affald i by og park, til at tænke sig bare lidt om......

mandag den 26. september 2011

En cyklist suser opad regnvåde Hjortensgade.
Dagen har ellers været lun og solrig, men til aften er vi altså tilbage i den gamle fugtige gænge.....

søndag den 25. september 2011

Sol og (næsten ;) sommer over Danmark! Vi elsker det og har manglet det! .......Og så ramte det oven i købet en weekend :)
Det var folkene bag prestigebyggeriet "Lighthouse*" nok heller ikke så forfærdelig kede af. De havde nemlig inviteret alle interesserede (..og gerne kommende købere ;) til en rundvisning på byggeriet som ligger i det yderste hjørne af Nordhavnens Pier 4, hvor den nye Århus bydel er på vej.
Jeg mødte selvfølgelig op og fulgte først en rundvisning og gik derefter rundt på egen hånd for at opleve starten på den spændene udvikling i Århus by. Mange lejligheder er allerede solgt og lover godt for den videre udvikling derude. Lighthouse* projektet er sammensat af flere bygninger, hvoraf højhuset som jo egentlig er det som giver byggeriet navn, og jeg personligt glæder mig meget til at se opført, forventes at komme til som det sidste om ca. fem år.
Jeg vil ikke forklare så meget om byggeriet, men henvise til linket : HER, hvor der vises billeder og alt beskrives nærmere....
Billedserie fra rundturen . HER.
TV2 Østjylland havde følgende indslag i aften nyhederne om byggeriet:




15 balloner steg op fra Mindeparkens store plæne sidst på dagen i anledning af 200 året for den første varmluftballon steg til vejrs i Danmark.
Jeg nåede lige frem til at følge den flotte begivenhed fra klargøring og udpakning, til deres opstigning og færd ind over byen :)
Fotoserie fra opsendelsen : HER.


lørdag den 24. september 2011

En sjælden oplevelse; en hel dag uden regn og en del sol :)
Vi valgte at bruge den på en hård udtynding af de gamle buske i haven, og inden vi så os om måtte vi kæmpe os gennem kæmpe dynger afklippede grene og stammer....
Mere kunne sagtens trænge til en kraftig beskæring, men vi venter nok til næste efterår, ellers bliver der for bart og åbent. Haverne er relativt små og vi skal jo have lidt grønt at gemme os bag i forhold til naboerne.......

fredag den 23. september 2011

Fredag eftermiddag gav tid til rundtur på havnen :)
Mens byggerierne ude på Pier 4, Nordhavnen, er begyndt at skyde i vejret, er projekterne i den inderste del stadig mere eller mindre usynlige når man passerer forbi ude på Havnegade. Kun kraner, skurbyer og grusbunker afslører at noget er i gang.
Navitas og Bestseller byggerierne ligger lige ved siden af hinanden, og her skulle man tro der bliver kæmpet om hvem der kommer længst ned i undergrunden! Efter spunsvæggene blev slået ned har man gravet sig et par etager ned under vandlinien og man skal helt hen til hegnene for at se hvad der sker på pladserne.
De to billeder man ser i dag, er taget ved det gamle færgeleje hvorfra de store Kattegatfærger sejlede til Kalundborg. Her skal Urban Mediaspace Aarhus ligge; det kommende hovedbibliotek og borgerservice, og samtidig vil den sidste del af Århus Å, der har sit udløb lige ved siden af, blive frit lagt. I øjeblikket er man ved at nedbryde de gamle kajanlæg og samtid sikres ordentlig afvanding af åen ved uddybning i havnebassinet.
Billeder fra rundturen på havnen : HER.

torsdag den 22. september 2011

På vej hjem fra vores daglige pligter, fulgtes Naaja og jeg hjem.
Som altid ad omveje, som denne gang gik indenom Musikhuset, hvor der i øjeblikket er udstillet afgangsprojekter fra Design Arkitektskolen i Århus.
Projekterne bliver præsenteret på ophængte plancher, og byder på 18 forskellige idéer til udvikling af bl.a. elcykler og blodtryksmåler. Pressalit uddelte 20.000 kroner til vinderprojektet, der er nærmere omtalt : HER.

onsdag den 21. september 2011


Har været til min første klubaften i fotoklubben ISO 8000.
Det blev en god aften med masser af diskussion over emnet:

"Perception is reality - hvad er den oplevede virkelighed?

Hvad er et godt billede - for dig - for mig ... ??

Vi vil denne aften se på hvordan vi mennesker opfatter forskelligt og hvorfor nogen kan synes at et billede er fantastisk mens en anden kan synes det modsatte - om det samme billede.

Hvad er det der gør, at vi mennesker opfatter - forskelligt? Det vil vi se nærmere på denne aften. Vi vil se på nogle af de psykologiske aspekter bag hjernens måde at opfatte på og vi vil diskutere hvad vi hver især synes er et godt billede.

Denne aften er for alle fotografer - uanset erfaringsniveau. Det er nemlig ikke fototeknik der er det primære fokus denne aften. Vel mødt til en anderledes aften om billeder og motiver!"

Dagens billede har intet med sagen at gøre, men er taget med mobilen ud af vinduet, hvor jeg arbejder for tiden......

tirsdag den 20. september 2011

Vores udsigt til gårdhaverne og det mest fugtige, grå og triste sommerhalvår i mands minde.......
Sommeren er ved at gå på hæld, og allerede nu kan vi konstatere at vi ikke fik brugt haven nær så meget som vi havde forventet. Det er ikke lysten der har manglet, men de utallige fugtige dage har ikke ligefrem lagt op til hygge i de lange sommeraftener. Men de få gode dage der var, nød vi da... :)
Heldigvis byder byen på så meget forskelligt, at dårligt vejr ikke betyder nær som meget for humøret som ellers. Hvor man i Skanderborg nærmest gik i hi, når aftenerne blev mørke i efteråret og vinteren, er der med Århus' mange tilbud ikke nogen grund til at gemme sig væk. Tværtimod byder vinterhalvåret bare på nye spændene tilbud, og hvis ikke vintervejret er for arrigt, er det også ganske hyggeligt at gå aftentur i midtbyens oplyste gader.
Kom bare an, vinter! jeg er klar ;)

mandag den 19. september 2011

Efteråret er fototid, især hvis man er heldig med vejret.
Solnedgang blandet med skyer kan give de mest fantastiske billeder, men det kræver stort held og timing at være på rette tid og sted.
Jeg gjorde et forsøg mellem de igangværende byggerier på Pier 4 i dag. Solnedgangen blev hektisk, da en kortvarig opklaring sammen med hurtigt drivende skyer, ændrede forholdene konstant, og ud af 70 billeder blev ovenstående det eneste, som var rimeligt tilfredsstillende......
Godt man ikke skal ned hos fotohandleren for at få fremkaldt billeder mere! Det ville være dyrt købte forsøg ;)
Dagens billede er gemt i bedre kvalitet : HER.

søndag den 18. september 2011

Hejmdal - Kræftpatienternes Hus.
Den verdensberømte arkitekt Frank Gehry har stået bag omforandringen af den gamle portnerbygning ved Århus Kommunehospital, der blev indviet for to år siden, og nu bl.a. bruges af Kræftens Bekæmpelse som rådgivningscenter. Første og tredie søndag i hver måned kan interesserede komme indenfor og se den unikke bygning, hvor et par rundvisere også står parat til at fortælle alt om huset. Det benyttede jeg mig af i dag.
Kun tre ydermure står tilbage efter ombygningen, men alligevel fornemmer man tydeligt den gamle smukke bygning, men indvendig er alt det oprindelige fjernet og erstattet med en helt enestående konstruktion i store, næsten halv meter tykke bærende tømmerbjælker, hvor kælderplanet er bærende betondæk og de øvrige to etager, nærmest svæver mellem bjælkerne.
Har man mulighed for det, bør det helt klart opleves, for her er der tale om en helt usædvanlig indretning.
Læs mere om bygningen : HER.



Den grå og regnfulde søndag var ungerne uden planer for dagen, og summede rundt hjemme i værelserne og stuen. Wii konsollen blev fundet frem og de fik dystet i diverse spil i løbet af tre-fire timer! De nyder (nok uden at vide det!) hinandens selskab i pausen fra deres travle hverdag på gymnasie og efterskole :)
Tina tog en arbejdsdag med nogle af sine private konserveringsopgaver for venner og familie. Det er vist heller ikke for tidligt at få afviklet nogle af de små projekter, som har ligget på lager i evige tider ;)

lørdag den 17. september 2011

Det gode vejr holder ikke længe i Danmark denne sommer. Den flotte fredag er blevet afløst af en grå og blæsende lørdag med småregn.
Mens Tina og ungerne tog på tur i byens butikker, valgte jeg at trække ud langs kysten ved Fløjstrup Skov syd for Moesgård. Et smukt stykke natur som altid er et besøg værd :)
Lidt leg med kameraet bliver der altid brugt tid på, hvilket også er meget relevant, da jeg i dag er blevet medlem af fotoklubben ISO 8000. Her vil jeg møde op på klubaftener og finde ny inspiration og måske også legekammerater med samme interesse? ;)
ISO 8000 på nettet : HER.



Efter flere forsøg lykkedes det endelig Tina og mig at få set "Dirch". Den kunne vi godt li' ;)

fredag den 16. september 2011

At sanke brænde har jeg altid tænkt som noget der foregår i skovene.
Men jeg har opdaget, at mine ture rundt i byen kan være meget givene, da der ofte blive stillet storskrald frem på gaderne. Det sker tit at der står et stykke rent træ i form af et bræt eller en lægte, og så er det jo bare at tage det under armen og bære det hjem. Efter nogle få snit med saven er der gratis varme til en aften eller to :)
Allerede nu ligger der meget træ i brændehuset bagerst i haven og venter på at ende sine dage i vores brændeovn i løbet af vinterhalvåret.

William er kommet hjem på weekend.
Fire uger er gået på efterskolen, og alle vores betænkeligheder om hans evner til at falde til og fysiske formåen er gjort fuldstændig til skamme. Og heldigvis for det :)
Allerede efter den første uge stod det klart at det var en succes. Han var uden større problemer gået fra to måneders stillestående sommerferie foran computeren nede i sit værelse, til en travl og indholdsrig hverdag mellem mange nye kammerater.
Husk at man altid kan holde sig orienteret om aktiviterne på skolen : HER.

Dagen har budt på flot vejr, og særlig i formiddagstimerne var der max sol over Østjylland :)
Senere på dagen begyndte det at sky til, men solen fandt da heldigvis vej ned til os af og til.
Jeg benyttede eftermiddagen til at blive opdateret på byggerierne ude på Nordhavnen, og her er byggeprojekterne "Isbjerget" og "Lighthouse" for alvor begyndt at træde i karakter. Efter en lang periode med arbejdet omkring p kælder og alt det andet der foregår under jorden, er man begyndt at opstille elementerne, som er den fase i byggeriet der springer mest i øjnene. Hermed er det også fra nu og fremover, der for alvor bliver forandring at se når turen går derud....

Et nyhedsklip om Lighthouse:



torsdag den 15. september 2011

Så kom den længe ventede valgdag.
Det blev også Naaja's første tur til stemmeboksen, og med masser af forberedelse i gymnasiet via undervisningstimer i samfundsfag, kan man roligt sige hun mødte velforberedt op og fik afgivet sin første stemme :)
Vi andre har efterhånden prøvet turen mange gange og kender rutinen, men efter vi er flyttet til Århus, blev det første gang vi besøgte Samsøgade Skole, som er vores nye valgsted.
Som belønning for at slæbe os frem til valgstedet, fik vi set skolen som viser sig at være et ualmindelig smukt bygningsværk og absolut et besøg værd. Her er mange flotte bygningsdetaljer både ude og inde; en lille smagsprøve kan fås : HER.

onsdag den 14. september 2011



I foråret, helt præcis den 17 maj, deltog jeg i et møde vedrørende udviklingen af nordhavnen til ny bydel.
Byggeriet er nu kommet godt i gang, men endnu mangler man et godt navn for den ny bydel. Mødet var med sine forskellige foredragsholdere tænkt som inspiration og oplæg til den videre proces, og blev meget interessant. Indtil videre er "arbejdstitlen" for bydelen, De Bynære Havnearealer, og det er jo ikke ligefrem det mest mundrette navn ;)
Man har på deres website netop lagt en video ud fra mødet, og opfordrer alle til til at komme med forslag til navne. Et par forslag med gode argumenter er allerede lagt ind, og flere vil forhåbentlig følge. Jeg går også i tænkeboksen.......

tirsdag den 13. september 2011



To af mine favorit filmgenrer, western og science fiction, er blevet parret i filmen "Aliens and Cowboys", men kan man nu også slippe godt fra det????
Jeg var med Naaja i bio og se filmen til aften, som efter en rigtig god start glattede ud og endte på det jævne.....
Filmens officielle site : HER.
Det var i øvrigt "Dirch" jeg skulle have set med Tina, men den er stadig så velbesøgt, at der kun var udsigt til pladser helt fremme på 2. række, så den gemmer vi den til en anden dag. Dermed fik Naaja pladsen i stedet, og valgte altså en helt anden slags film....

mandag den 12. september 2011

IC3 tog på vej ind på regnvåde Skanderborg Station....
Jeg troede ellers det skulle være slut med at flagre rundt dér efter vi flyttede til Århus, men en periode med udendørs arbejde har altså trukket mig tilbage til den smukt beliggende provinsby.
Det er dog ikke meget jeg ser til selve byen og de flotte omgivelser, da arbejdet foregår i et stort parcelhuskvarter i den østlige bydel. Det ligger ret tæt på Skanderborg Gymnasium hvor Naaja er i gang med sit sidste år, og når hun har sent fri, passer det nogenlunde med vi kan følges hjem.
En lille hyggestund :)
Et par s/h billeder fanget sidst på dagen : HER.

søndag den 11. september 2011

Ved et tilfælde blev jeg opmærksom på at man holdt åbent hus på byggeriet af det nye væksthus og renoveringen af de gamle i dag.
Botanisk Have ligger jo kun et stenkast fra os, og jeg var der henne på få minutter og fik et fint indblik i hvordan det hele kommer til at se ud. Foreløbig ser det ud til at vare et års tid endnu inden der bliver adgang for besøgende, men inden da vil der blive afholdt yderligere et par åbent hus arrangementer, så vi kan følge udviklingen.
Men en ting er sikkert; Århus kan se frem til endnu en spændene attraktion af høj kvalitet :)
Se mere : HER.

lørdag den 10. september 2011

Min lillebror fra Roskilde kom i går aftes og bliver til søndag.
Lørdag blev den store udflugtsdag, hvor ARoS, Den Gamle By og Marselisborg Slot blev set. Dertil kom en tur via Bispetorvet hvor der blev holdt stort loppemarked, og et par besøg hos byens marskandisere.
Jo.....Dagen blev godt fyldt ud :)

fredag den 9. september 2011

På banegården for at hente min lillebror, der bor i Roskilde.
Han bliver weekenden over.....

torsdag den 8. september 2011

Så lykkedes det endelig!
Aftentur på cyklerne rundt om Brabrand Sø med Tina, oven i købet med dejligt vejr :)

onsdag den 7. september 2011

Længe åbent på ARoS onsdag aften og tidligt mørkt giver nye muligheder for at opleve "Your rainbow panorama".
Naaja og jeg tog på en hyggelig aftentur og legede med fotogrejet :)
Lidt billeder : HER.

tirsdag den 6. september 2011

Aftenbesøg hos fotoklubben ISO 8000.
Jeg overvejer at blive medlem og prøve at finde nye sjove veje i min fotohobby :)

mandag den 5. september 2011

Vaskemaskinen har været lidt modvillig på det sidste. Alligevel har jeg fået den til at virke af og til takket være manuel tømning.
I dag blev beklædningen taget af for at se efter synlige skader, og pumpen tjekket for forstoppelser, men intet var at bemærke trods fejlmelding E20, som betyder problemer med udtømning....

søndag den 4. september 2011

Fælleskonserveringen Afdeling Vest, som Tina arbejder for, har sammen med flere andre fag været med til renoveringen af Gjesing Kirke på Djursland.
Efter et halvandet års arbejde kunne man i dag indvie den totalt og smukt istandsatte kirke, som nærmest fremstår ny både ude og inde. Vi deltog i åbningsgudstjenesten og en efterfølgende spisning i det nærliggende forsamlingshus; et hyggeligt arrangement som for mit vedkommende også førte til et spændene og inspirerende møde med en kreativ fotograf, hvis arbejder kan ses : HER.


Har du en rettelse af fakta, en kommentar eller andet og sige, skriv da gerne til mig på:
leifmaler@hotmail.com

Jeg har også oprettet en gruppe på Facebook. Søg blot på navnet Angissoq.

lørdag den 3. september 2011


Endelig blev vejret sommerligt :)
I lang tid har jeg ønsket mig at komme en tur ned omkring Fløjstrup Skoven beskedne ca. 10 kilometer syd for Århus, men det har knebet med tiden da vi har haft så meget andet at klare. Men i dag lykkedes det endelig :)
Som det ses på billederne : Her, ligger der en nærmest eksotisk strand ved foden af skoven som indbyder til ensomme fiske- og vandreture.



Det er også her man kan se Jørn Rønnow's "Tanden" udskåret i en gammel egetræstamme. Et fint stykke kunst udført i 1992.


fredag den 2. september 2011

Naaja og jeg tog i Tivoli Friheden til aften og fik set Infernal afslutte sommerens række af Fed Fredag koncerter.
Vi har har været med til en del, og regner med at få sæsonkort igen næste år. En fin måde at bruge en fredag aften :)


Vejret har været en drøj modstander for Edgar Müller og hans hjælper.
Næsten dagligt har maleriet, The Tree, fået en regnskylle, hvilket har givet mindre skader som har måtte repareres, inden man kunne fortsætte arbejdet.
Men som lovet i går, blev det afsluttet i dag, og man har indrettet en lille udsigtsplatform med adgang til den store linse, som billedet skal iagttages gennem for at kunne se opleve rigtige 3D dybde i motivet.
Jeg har selvfølgelig også været oppe og kigge, og effekten er også fin, men det kunne være sjovt at se personer balancere ud på træstammen eller gå langs kanten. Det ville helt sikkert forstærke effekten, men også slide maleriet i stykker på kort tid, så vi pænt nøjes med kigget fra platformen.......
Tilblivelsen af The Tree, og nogle af hans andre værker er vist : HER. Jeg har sammenklippet en video fra de første tre dage : HER.



torsdag den 1. september 2011

Vi der følger med i gademaleriet på Store Torv, blev mødt med ovenstående skilt og computerskærm i dag. Nærmest en slags forpremiere på åbningen i morgen ;)
På deres website ses nu det næsten færdige resultat, som tydeligt viser motivet af træet der rækker ud over en lavafyldt afgrund : HER.
Apropos kunst, er det en fornøjelse at se ARoS har så stor succes, at man vælger at holde aften åbent både onsdag og torsdag til klokken 22. Jeg har selv benyttet onsdag aften til besøg flere gange og har bemærket et stort besøgstal hver gang. "Your rainbow panorama" bliver også god at opleve i det tidsrum, hvor det bliver tidligere og tidligere mørkt, og solnedgangen med lidt held kan blive en flot oplevelse oppe på taget :)
ARoS har nyheden : HER.