mandag den 6. september 2010

Som nævn i blogindlægget i torsdags, skulle vi til Århus for at få et gensyn med byhuset på Søgade 5, efter at have "summet" weekenden over.
Hyggeligt ser det ud, men vi måtte også konstatere, det har en lidt for vanskelig rumfordeling i forhold til vores behov og er i en tilstand, hvor der kræves en del arbejde. Måske ikke lige her og nu, men så med tiden.
Vi forlod huset med en snigende fornemmelse af, det måske nok ikke bliver det......
I fredags havde vi også fået aftalt endnu et huskig i midtbyen til i dag, som vi tog umiddelbart i forlængelse af Søgade besøget; med samme mægler i øvrigt.
Denne gang var det også et byhus. Adressen, Hjortensgade, lyder jo vældig tiltalende, men her slutter det yndige også brat.
Vi ankom til en af midtbyens meget trafikkerede gader, og havde ikke de store forventninger til huset. Men stor blev overraskelsen, da vi trådte indenfor og hoveddøren blev lukket, for da forsvandt næsten al støj fra gaden og vi fik en rundtur i et særdeles hyggeligt og velindrettet hjem, hvor vi bemærkede at fordelingen af rummene ville fungere perfekt i forhold til os fire (....og senere kun os to gamle ;)
På husets bagside blev en lille skøn grøn oase, med flere små hygge hjørner og solbade-pladser afløret, hvor al støj fra gaden var dæmpet betydeligt. En lang smal grund på husets bredde, med god mulighed for at fange solen på alle tider af dagen, og helt glemme det paniske byliv, der foregår omme på den anden side :) Slet ikke værst!