Her kunne jeg slå følge med hundredvis af andre, der valgte at tilbringe lidt tid langs kysten i det fine vejr. Helt utroligt så mange der tager turen fra Tangkrogen ud til Ballehage og retur, men også meget forståeligt. Samspillet mellem naturen og skulpturerne fungerer virkelig godt og det er som om det åbne rum omkring kunsten gør oplevelsen mere ligetil. Samtidig forringer det bestemt ikke oplevelsen, at der kan soppes, solbades og klatres i træer undervejs :)
Visse skulpturer preller helt af på mig, mens Keld Moseholm's "The Obelisk" er en af mine favoritter og altid får mig til at stoppe op for et nærmere kig.
Hans små runde bronzefigurer, der ofte kæmper med at bevæge et tungt emne udført i granitsten har jeg set før; bl.a. ved Papirfabrikken i Silkeborg, hvor de små mænd skubber til en stor papirrulle.
Her i Århus har han valgt at bidrage med "The Obelisk" der forestiller to figurer, der er ved at nedbryde en obelisk, som i kataloget omtales sådan:
"Obelisken var et kultobjekt i oldtidens Ægypten og et symbol på den første solopgang ved verdens skabelse. Nu er det gamle symbol bragt ud af balance".
Det fik vi rådet bod på til aften, hvor jeg tog ham med som gæst på mit ARoS klubkort til en tur, der blot skulle have varet en halv time, men endte med at tage to.
En sjov tur hvor vi fik set og kommenteret på lidt af hvert i den faste udstilling. Af de skiftende, blev portrætfotoserien studeret og Fredrik Raddum's spøjse plastic-agtige figurer synes han godt om; særlig antihelte figuren "I will save the world", fik mange point :)