fredag den 25. november 2011

Inspireret af fundet af nogle gamle gravpladser i midtbyen, er jeg blevet medlem af en arkæologisk forening. (Se mere om den : HER)
Med dette kort i hånden er der nemlig mulighed for selv at deltage i udgravninger og andre relaterede aktiviteter.
De fleste ting der findes her i midtbyen er vist fra vikingetiden og frem, men umiddelbart er det jægerstenalderen der har min største interesse. Tanken om menneskets indvandring og overlevelse i det golde landskab skabt efter sidste istid, har altid facineret mig.
Jeg har flere gange fundet fine stenredskaber og spor fra den tid ved strandene omkring Hjarnø og Snaptun. (Se : HER)

Byggerierne på De Bynære Havnearealer skrider fremad, og da jeg på grund af det tidlige aftenmørke kun når derud en gang om ugen, ses forandringerne tydeligt.
På Lighthouse byggeriet er man i gang med at lukke bygningen med de store glaspartier, der danner husets facade, og på Isbjerget er man godt oppe ved spidserne omkring den anden bygning.
En klynge på ca. 200 ungdomsboliger, bestående af tre forskellige projekter, fordelt på fire bygninger, er også godt på vej.
Længst fremme er Marina House, hvor malerne er godt i gang indendørs og udvendig er facaden begyndt at træde i karakter med monteringen af de flaskegrønne glasplader og opsætning af gelændere på altandækkene.