Mit Aarhus....

lørdag den 31. december 2011

Billeder fra årets sidste dag :)
Skønt vejr som jeg nød stort på jernhesten med en tur gennem skoven, ned omkring Moesgård Strand og langs Giber Å :)
Igen har man været gennem et begivenhedsrigt år, hvor den store overskrift må være flytningen til Århus, der helt sikkert kommer til at betyde meget for mig. Nye mennesker og relationer vil være på vej, sammen med adgangen til stort udbud af oplevelser i fritiden.
Det blev også året, hvor jeg med sommerens rejse, officielt har sagt et helt afklaret og endeligt farvel til arbejdet på Grønland. Det blev gjort efter alle kunstens regler : HER.
Jeg er 100 % klar til mødet med 2012. Alle antenner er slået ud og modtagelige for nye friske signaler :)

Godt Nytår !

fredag den 30. december 2011

Mange gange har jeg og en kollega fra Grønland snakket om at mødes herhjemme i Danmark.
Et initiativ fra hans side fik i dag sendt fruen og mig en tur til området omkring Silkeborg, hvor han bor. Anledningen var en fødselsdag som sikkert stadig er i gang mens dette skrives ;)
Vi ankom til brunch og blev til lidt hen på eftermiddagen, og kunne nå hjem og servicere vor kære afkom til aften.
Det var et rigtig hyggeligt gensyn og jeg glæder mig stort til at kunne geninvitere i starten af det nye år :)

torsdag den 29. december 2011

Juleferien bliver bl.a. brugt til at få orden på Williams ting og sager, inden han skal tilbage til den sidste halvdel af opholdet på efterskolen.
Allerede i uge 2 skal de på skiferie i Axamer Lizum (Alperne), og det kræver vi får samlet lidt ekstra tøj til sjov og ballede i sneen.
Hellebjerg Idrætsefterskole skriver som oplæg til ugen :

"Når vi flytter en undervisningsuge til Alperne og spænder skiene på i 5 dage, får vi en hel ny opfattelse af at gå i skole. Alle elever modtager tre dages undervisning i sneen af en entusiastisk flok skiglade lærere. Når Hellebjerg tager på skitur, ønsker vi at skabe et overskueligt og sikkert forløb for den store gruppe – vi bliver omkring 200 deltagere. Vi står alle på alpinski – vi kaster os ikke ud på snowboard eller andre skiformer. På denne måde får alle mulighed for at opleve at være af sted på nogenlunde samme vilkår. Især begynderne oplever glæden ved at noget lykkes, efter de første dages koncentrerede indsats med at få brædderne til at makke ret. Det bliver tæt, det bliver hektisk, og det bliver sjovt."

Man kan selvfølgelig se meget mere på skisportsstedets eget site : HER.

onsdag den 28. december 2011

Midtbyen summede af liv. Kombinationen af julegavebytning, udsalg i Salling og mange menneskers julferie, fik skabt et mindre trafikkaos omkring gågaden.
Tina og Naaja kastede sig ind i kampen fra de tidlige morgentimer og blev belønnet med rigtig gode tøjkøb hos Salling.
Det blev også i dag vores nabo til den ene side forlod sit hus og flyttede til Sjælland. Nu venter vi spændt på at se vores nye naboer, og krydser fingre for godt naboskab i årene der kommer :)
Jeg trodsede støvregn og gråvejr, og tog på en hurtig fototur ved byggepladserne, der også er præget af juleferie.
Billeder : HER.

tirsdag den 27. december 2011

Et kig ind i køleskabet til aften.....
Fuldstændig proppet med diverse madrester fra de foregående dage. Besøgene er slut for denne gang; vi er blevet alene nu og kan se frem til et par dage i frigear med rester til middag ;)

mandag den 26. december 2011

Anden juledag og vi har stadig besøgende.
Efter de første par juledage, er folk for alvor begyndt at komme ud af hulerne og trænger nok til frisk luft og at røre sig oven på den tunge kost ;)
Vi kom en tur rundt i byen og endte på ARoS. Jeg benyttede turen på taget til at spotte de nye byggerier fra højden : HER. Forholdene var ikke de bedste til at fotografere på langdistancen, men de dage skal nok komme!

søndag den 25. december 2011

De nye byggerier omkring havnen er ved at udvikle sig til et fotoprojekt, der kan løbe over flere år.
Umiddelbart bliver samlingen af billeder en slags dokumentation af udviklingen af den nye bydel, men undervejs vil det for mig betyde, at mine evner til at finde det mere spændene motiv kan blive udviklet.
Juleferien giver mig en kærkommen tid til at komme ud og lege i dagslyset, der jo ellers ikke er for meget af i denne tid. Også i dag trak byggerierne, og jeg er begyndt at lede efter strategisk gode steder, hvor man kan lave gode oversigtsfotos.
I dag kom fotoserien især til at handle om Urban Media Space : HER, men også Isbjerget, med sine spidse former, kom uundgåeligt i fokus :)

lørdag den 24. december 2011

Juledagen blev flot og solrig allerede fra morgenen, og jeg benyttede den til et par timers fototur fra morgengryet og frem.
Byggepladserne trækker som altid, og byder sig til med et virvar af ting og sager, som danner gode fotomotiver.
Det seneste skud på aktive og betydningsfulde pladser er byggeriet af det 25 etagers højhus på Værkmestergrunden lige bag ved Århus Banegård. Gennem et par uger har der været gravet et stykke ned, men man kommer ikke ned i de dybder, som det ses ved byggerierne af f.eks Bestseller og Navitas, der kommer hele to-tre etager under havniveau. Man nøjes med at gå ned i gadeplan med det nærliggende Spanien, men parkering bliver stadig etableret under huset.
Bygherre er Hans Lorenzen, der sikkert ser frem til indflytningen om lidt over to år, for han vil komme til at bo i hele det øverste plan, med fantastisk udsigt over byen og bugten.
Billeder fra grunden i dag, hvor julefreden havde sænket sig, og alt ting stod stille : HER. og fra de ligeså fredelige havnearealer : HER.

fredag den 23. december 2011

Dagen før juleaften....
Allerede fra morgenen var der mærkbart mindre trafik i byens gader. Vi var nok mange der kom nemmere på arbejde end normalt.

torsdag den 22. december 2011


Uden større besvær kom årets juletræ i hus; og så var det oven i købet økologisk :)

onsdag den 21. december 2011

En af årets korteste dage, blev mere lys end de fleste for tiden.
Selv om der var så meget andet jeg skulle have klaret på vej hjem fra arbejde, brugte jeg i stedet tiden på en omvej ned langs vandet og havnen, og nåede lige netop at få glæde af dagens sidste lys, inden mørket lagde sig over byggepladserne og hurtigfærgen Max Mols, der netop var gledet ind i havnen..... Fotos : HER.
Men i morgen kan jeg ikke trække den længere. Et juletræ skal findes......

tirsdag den 20. december 2011



Jeg har taget fri fra arbejde i dag og tog med Tina til Juelsminde for at deltage i en julegudstjeneste i forbindelse med vi skulle hente William hjem til juleferie, som han begynder på nu. Inden turen gik hjemad igen blev der som altid budt på kaffe og kage, og her kunne jeg for første gang se William drikke kaffe, og endda sort. Det lover godt for hans karriere som håndværker ;)
Ved samme lejlighed fik vi alt hans tøj med hjem og får det hele vasket igennem, inden han vender tilbage efter nytår. Han er flink til selv at klare tøjvasken dernede, men vi synes juleferien er en god lejlighed til at få gjort det grundigt og måske også få sorteret lidt ud i bunkerne :)
Senere i aften skal han og jeg en tur i bio og se 3D udgaven af "Immortals". Anmelderne er afdæmpede i deres begejstring for filmen, som jeg forventer vil ligge op ad "300" i sit billedbrug, og derfor også vil virke godt med brug af 3D. Om historien kan holde, er nok en anden sag. Men pyt.... Vi plejer at hygge os alligevel :)

mandag den 19. december 2011

Pludselig var mandagen gået.....

søndag den 18. december 2011

Igen i dag fik vi fint vejr, og det var på grund af det klare dagslys, en god anledning til at få gjort hovedrent både inde og ude :)
Den lange periode med regn og blæst havde fået snasket vinduerne godt til, men selv om det er mørkt både morgen og aften, synes jeg det er rart med rene ruder. Derfor kom den lange skydestige, som vi har købt af vores nabo, til sin ret i løbet af dagen.

lørdag den 17. december 2011

Med god tid og godt vejr, er det nærmest som at begive sig på rejse mod fremmede egne, at færdes mellem grusbunker, maskiner og igangværende byggerier ude på havnearealerne. Jeg håber billederne giver en idé om hvad jeg mener ;)
Set i forhold til aktiviterne derude, kunne vores flytning til Århus ikke have været bedre, for der er NU det sker. Det er en herlig tumleplads, når fotoudstyret er med :)
Jeg har det flere gange før, men byggeriernes fremgang og de forskellige vejrforhold, gør hvert besøg til en ny og spændene oplevelse, med god mulighed for at udfordre de kreative evner, når det gode motiv skal findes.
Dagens fotoserie : HER.

fredag den 16. december 2011

Fik klaret alle julegave indkøb...... Næsten ;)

torsdag den 15. december 2011

I denne uge har jeg arbejdspladsen, som består af adskillige kvadratmeter kontorlokaler i midtbyen, helt for mig selv.
Kun enkelte afbrydelser har der været i forbindelse med ejerne, der lige kom forbi.
Det har været ganske rart for en gangs skyld at bestemme hvad og hvor højt der skulle spilles på radioen.
Det giver også en dejlig arbejdsro, ikke hele tiden at skulle holde øje med at andre ikke skader de nymalede vægge, eller at man skal ændre på arbejdsgangen fordi andre skal til.
I morgen venter en kort arbejdsdag, så er det allerede weekend igen. Tiden flyver....

onsdag den 14. december 2011

Både på arbejde og hjemme var der gang i malerværktøjet i dag. Lidt småtterier blev malet på trappen.
Vaskemaskinen må jeg stadig kæmpe lidt med. Vi har ikke rigtig kunne få den til at stå på en måde så den er stabil nok. Hvis der bare er en smule ubalance i tromlen når der skal centrifugeres, står den nærmest og "stamper" i gulvet ;) Det er som om vibrationerne forplanter sig ned i pladegulvet; et betongulv er nr. et til det formål. Også en sokkel er også prøvet, men uden større succes.....
Måske er det ophænget i maskinen der er noget i vejen med? Det virker som om det først er blevet et problem efter en teknikker var her og skifte pumpen.

tirsdag den 13. december 2011



Filmaften med Naaja :)
Vi var inde og se "In Time" og blev godt underholdt. Har man tid og kræfter kan man læse DR/Filmlands Per Juul Carlsen's anmeldelse :

"Det kan godt være, at vi ikke oplever den amerikanske filmverden fra sin mest kreative side i de her år, hvor genindspilninger af gamle serier og film og tegneserier dominerer. Men Hollywood kan stadig udvikle nye og overraskende tanker på et plan, som kun få andre filmlande kan hamle op med, som i tilfældet 'In Time', en spritny action-science fiction-thriller, udtænkt helt fra bunden af den new zealandske instruktør Andrew Niccol.

Samtiden fra nye vinkler
Det er ikke en type film, der fylder stort i Hollywoods samlede output, men science fiction-genren og dens evne til at angribe tilværelsen og samtiden fra nye vinkler, har altid haft en fast plads i Hollywood, lige fra klassikere som 'The Day the World Ended' og 'War of the Worlds' til 'Nærkontakt af tredje grad' og 'Blade Runner' til de seneste års leg med tid og rum i 'Inception', 'Surrogates' og 'The Adjustment Bureau'.

Bonnie & Clyde
Man kan sagtens se 'In Time' som en science fiction-udgave af klassikeren 'Bonnie & Clyde' fra 1967, hvor Faye Dunaway og Warren Beatty kørte rundt og røvede banker mens de så hamrende godt ud og levede op til alle romantiske idealer om frie sjæle i en kontrollerende verden. Der er smukke unge mennesker i lækkert kluns og med smarte håndvåben overalt i 'In Time' - faktisk er der ikke andet end unge smarte mennesker i filmen, eftersom den foregår i en fremtid, hvor alle mennesker kan fastholde den krop og det udseende, de har som 25-årige. Mod betaling, naturligvis. Sjælen ældes, men kroppen er i sin bedste stand - indtil den dag, man ikke længere kan betale. Så stopper det ur, alle har indbygget i højre håndled og kroppen falder livløs om.

Hendes tid løber ud
Den leg med tidsbegrebet og ældningsprocessen bruger Andrew Niccol til lidt af hvert. Niccols udgangspunkt er at køre vore dages fascination af ungdom ud i sin yderste konsekvens, og som sådan fungerer 'In Time' som en kommentar til vor tid, hvor energi og krop betyder alt, på bekostning af erfaring og patina. Men der er mere på spil i 'In Time'. Filmen er fuld af små one-liners om tid. Fx får udtrykket 'at nå noget i tide' en ny betydning i en verden, hvor man simpelthen ophører med at eksistere, hvis man ikke har mere tid på sin konto. Det oplever vores hovedperson Will Salas, da hans stakkels mor, der som alle andre i filmen ligner en fotomodel på 25, ikke kan nå at løbe hjem fra arbejde og skvatter død om i Wills arme da hendes tid løber ud.

Tid er penge
I det hele taget befinder 'In Time' sig i et univers, hvor Benjamin Franklins og Joakim von Ands gamle motto om at 'tid er penge' ikke bare er en livsstil, men pur fakta. En tur med bussen koster to timer på kontoen, en bajer løber op i tre og en suite på et fint hotel kan købes for et år. Udbetalingen sker ved at placere sit håndled over en digital aflæser. Og man kan overføre penge fra konto til konto ved at lade håndleddene røre hinanden.

Sjælen er 105 år
Det lyder muligvis temmelig tåget, og det er mildt sagt tvivlsomt om vores verden kommer til at fungere sådan ude i fremtiden. Men pyt med det. Kommentaren til vor tid er til at tage og føle på, og den hænger sammen, som kommentar. Andrew Niccol bruger den endda til at rette endnu et angreb mod vor tid, idet Will Salas bor i en fattig bydel, hvor folk dagligt dratter om på gaden når der ikke er mere tid på kontoen og heller ikke noget arbejde eller et hjælpende håndled at finde. En dag støder Will ind i en rigmand, der har bevæget sig ind i de fattige kvarterer med et helt århundrede på håndleddet. Han er sikker på at blive berøvet og slået ihjel, og det er også hans plan. Kroppen er muligvis kun 25, men sjælen er 105 og manden er livstræt. Han vil dø og overfører sit århundrede til Will, der hurtigt kommer i søgelyset hos politiet - eller tidtagerne, som det så passende hedder i 'In Time'.

Hr og fru Robin Hood
Will rejser ind i de riges kvarter - hvilket koster et par års levetid i bropenge - og indser, at de rige kun lever fedt fordi de suger tiden ud af de fattige arbejdere, og dermed fungerer 'In Time' også som en kommentar til den elite, der har raget mere og mere til sig mens de små amerikanere er blevet flere og fattigere. Og inden længe har Will slået sig sammen med en yndig rigmandsdatter, der også opdager hvordan verden hænger sammen og bliver fuld af harme. Sammen er de ikke bare Bonnie & Clyde, men også fremtidens hr og fru Robin Hood.

De rige har tid
Det er noget af en mundfuld, Andrew Niccol forsøger at gabe over, og det kniber desværre med at få den til at glide ubesværet. Niccol er dybt optaget af at servere sine pointer, og at gentage dem, hvilket betyder at filmen ofte går i stå i forklaringer og pointer i stedet for at lade handlingen flyve frit. Fx kan vores helte ikke flygte til fods uden at vi skal have forklaret - igen - at kun de fattige løber i fremtiden, for de har travlt. De rige har al den tid, de skal bruge.

Hakkende fortællestil
Trods sine overforklaringer og sin hakkende fortællestil fungerer 'In Time' som både actionthriller og som tankevækker. Den sært kølige irske skuespiller, Cillian Murphy, er fremragende som den ledende politimand/tidtager, der sympatiserer med hr og fru Robin Hood, men ved, at verden vil smuldre uden en orden. Og selvom en fremtidsverden, hvor folk render rundt med en tidskode på håndleddet er lige lovlig krøllet, får Andrew Niccol skabt et fremtidsunivers, der får vores nutid til at stå endnu skarpere og tydeligere i alle sine paradokser. Og det er jo netop det, god science fiction handler om."


mandag den 12. december 2011

Mandagen har været grå og mørk, og som om det ikke var nok går jeg og arbejder i en lang mørk gang med to tilstødende toilet afsnit, hvor den smule dagslys der er, ikke har mange chancer for at slippe ind.
Arbejdspladsen ligger i det centrale Århus, og er en samling kontorlokaler der først skal stå klar til februar næste år. For en sjælden gangs skyld har vi god tid :)
Det betyder også vi ikke er her hele tiden, men kan benytte pladsen som mellemlanding, når vi ikke kan komme til andre steder.

søndag den 11. december 2011

Ude på havnen er Marina House ved at ligne et færdigt hus. Det kan man dog langt fra sige om omgivelserne, hvor alting står omgivet af byggekraner, maskiner og materialer.
Det kan i selv se ved at at kigge med på fotoserierne : HER + HER eller også på videoklippet : HER, som jeg fik taget oppe fra taget af huset i forbindelse med et Åbent Hus arrangement som blev afholdt om eftermiddagen.
Man melder færdig til indflytning fra 1/2 2012, men allerede nu står nogle af de øverste lejligheder rengjorte og klar. Lejlighederne på 6. etage var åbnet til dagen, og der var adgang til den kommende tagterrasse, som vender mod byen, lystbådehavnen og ikke mindst solnedgangen. Den bliver helt sikkert et hit blandt de kommende beboere, som vil være unge under uddannelse, der, som jeg ser det, er målgruppen for byggeriet.
Se mere til Marina House og de lækre lejligheder : HER.

Til morgen kunne jeg tømme klapfælden for en lille rotteunge. Det er ellers et stykke tid siden der sidst har været fangst, men som det ses, er der god grund til at have en fælde permanent klar.
Vores nabo er flittig til at fodre fugle og dermed også rotter :(

lørdag den 10. december 2011

Endelig kunne man nå ud og få lidt lys og luft, efter en mørk og grå uge...! :)
Det gav mig lejlighed til at få lavet min første fotoopdatering (HER) på "Værkmestergrunden", hvor man er begyndt det aller første gravearbejde, som indleder op mod tre års byggeri af et 90 meter højt hus.
Huset er tegnet af Arkitema, som beskriver projektet sådan:

"Det kommende højhus i Værkmestergade vil stå som en flot markering af indkørslen til det nye byområde Centralværkstederne i Århus. Højhuset er et hotel- og kontorbyggeri i 23 etager, der indeholder et hotel med 240 værelser og konferencefaciliteter til 1000 mennesker samt kontorlejemål. Basen og højhuset danner tilsammen et bygningsanlæg, der både funktionelt og arkitektonisk vil bidrage til en revitalisering af et meget komplekst og dynamisk sted i byen. Den horisontale base ophæver niveauforskellen mellem Spanien og arealet ved Bruuns Galleri og samler på den måde området i en ny komposition med interessante forbindelser og opholdsmuligheder. Basen har en tredobbelt funktion: Som formidler af overgangen mellem det lodrette og det vandrette, som udligner af grundens terrænspring og som socialt omdrejningspunkt for hele kompositionen. Selve højhuset er udformet som to slanke skiver sammenbygget omkring en let og transparent mellembygning. Den nordligste skive er forskudt i forhold til den sydlige og er samtidig højere for at styrke det opadstræbende, slanke og dynamiske udtryk. På afstand vil de to slanke skiver give Århus en elegant tilføjelse til byens skyline og tæt på vil byggeriet takket være sin detaljering og de udadvendte funktioner være et byggeri, det er rart at opholde sig ved og på."

Nedenfor ses en visualisering af det færdige byggeri, et billede jeg har lånt hos KPC:

fredag den 9. december 2011

Selv om vi er omringet af byens lys, synes jeg det er lidt anstrengende at det stort set er mørkt døgnet rundt.
Jeg er begyndt at savne en god aftentur på cyklen eller vandring med kameraet, men må jo vente tålmodigt et par måneder endnu. Først til den tid begynder aftenlyset for alvor at vende tilbage....

torsdag den 8. december 2011

Det fornemmes umiddelbart ikke anderledes at gå en tur gennem gågaden her i julemåneden i forhold til de øvrige tidspunkter på året, men det kan jo være det ændrer sig når vi nærmer os den 24.
Naaja og jeg mødtes efter arbejde og tog et hurtigt smut ud i butikkerne, hvor jeg fik købt en af gaverne.

onsdag den 7. december 2011



Jeg er jo aldrig rigtig vokset fra de gode gamle dage med det amerikanske rumprogram, og husker tydeligt de lange ventetider foran tv på raketopsendelserne og de flimrede billeder fra månevandringerne ledsaget af den karakteristiske radiokommunikation mellem Mission Control og astronauterne. For at udfylde de mange begivenhedsløse perioder i transmissionerne, havde man flere eksperter inde i studiet for at uddybe alverdens spørgsmål.
Allerede i det tidlige forår så jeg og William traileren til "Apollo 18" i biografen, så den så jeg naturligvis frem til at se. Premieren var sat til midten af september, men lige op til, blev filmen trukket tilbage og bliver ikke vist herhjemme i biograferne alligevel. En dvd udgivelse ligger vist heller ikke ligefor.
Temmelig skuffende :(
Helt mod min holdning til brug af nettet, fandt jeg filmen og har set den til aften på computeren :)
Inspireret af filmen fandt jeg det klassiske spil; Månelander : HER.

tirsdag den 6. december 2011

Til aften var Tina og Jeg i Musikhuset for at se "Ørkenens Sønner".
Det var min første tur i Musikhuset. Arrangementet foregik i den store sal, hvor vi må måtte tage til takke med pladser på 21. række, og det var endda på trods af billetterne blev købt i juni måned!
Jeg synes det var lige langt nok tilbage, især fordi det betyder meget at se mimik og bevægelser til den slags underholdning. Men bortset fra det sad vi godt i de 2x1 time som showet varede.

mandag den 5. december 2011

Sæsonens første sne ramte Aarhus i dag :)
Mængderne var små og blev leveret af byger, som drev ind fra vest på en dag som ellers blev kølig.
Det store spørgsmål melder sig: Mon vi får snevinter som de foregående to år?

søndag den 4. december 2011

Weekenden er som altid væk før den begyndte, og jeg sidder nu ved computeren et stykke op ad aftenen og skriver blog og netværker på de forskellige steder jeg "bor" ude på nettet :)
William som er hjemme denne weekend, er trukket ned på sit værelse, mens pigerne ser afsnit nummer ??? i den uendelige serie "Bones" som Naaja har købt på dvd bokse.....
For Naaja betød weekenden den rigtige start på hendes nye arbejde som rengøringsmedhjælper på ARoS. Både lørdag og i dag havde hun arbejdstid fra kl. 7 - 10. Hun føler sig godt modtaget af sine nye kolleger og glæder sig over at kunne tjene sine egne penge igen. Og nå-ja... Det gør vi forældre forresten også :)

lørdag den 3. december 2011

Jeg har nogle gamle s/h fotos fra tiden på Thule Air Base i gemmerne, og synes det er tid at få nogle af dem scannet og lagt ind som digitalfotos.
At billederne er sort/hvide, skyldes det er nogen som jeg selv har fremkaldt fra negativet og fået lavet som papirfotos i Photoshoppen, som var en del af fritidsaktiviteterne på basen.
Det øverste er taget i juli 1988. En telttur, hvor der kun var et smalt stykke bart fjeld klemt inde mellem indlandsisen og en af de tre gletchere i bunden af fjorden. En dramatisk tur som startede i det smukkeste sommervejr, men i løbet af natten ændrede sig til en barsk oplevelse i rasende storm, der rev teltet itu og sendte småsten gennem luften....!
Heldigvis havde jeg vinden i ryggen, da turen gik de ca. 30 kilometer tilbage til basen, men det blev alligevel til tider så drøjt, at jeg måtte gemme mig bag klippestykker for at hvile ud ;)
Som belønning for strabadserne kunne jeg godt fortumlet, vandre direkte ind i Dinning Hall og tage for mig af retterne, da jeg omsider nåede basen :)
Nedenfor ses jeg og frue på en af vores mange traveture i de omkring liggende fjelde. Her gik turen til Knud Rasmussens gamle handelsstation, som lå forladt efter befolkningen blev tvangs flyttet til Qanaq på grund af basen.

fredag den 2. december 2011

Jeg er egentlig ret heldig med vejret på fredagene, hvor turen går ned omkring havnen for at se til byggerierne.
Efter en våd formiddag klarede det op og solen fik overtaget resten af dagen, hvor den vante runde blev klaret :)
Lidt billeder : HER.

torsdag den 1. december 2011

Vi går ind i julemåneden udstyret med hver vores skrabekalender.
William har fået sin med ned på efterskolen og må skrabe lidt forud den kommende weekend, hvor han er hjemme.
Af og til hopper jeg lidt med på de forskellige kalendere der findes på nettet, hvor DR's Pakkeleg er klassikeren.
Naaja er som altid effektiv. På en tur rundt i byen med en veninde, fik hun købt julegaver til vi andre herhjemme.... Jeg rykker nok omkring den 22 eller 23 ;)
Nyere opslag Ældre opslag Start
Abonner på: Opslag (Atom)

Om mig

Mit billede
Aarhus, Denmark
Vis hele min profil


Mine øvrige blogs :

  • ISBJERGET
  • Dagbog Skanderborg
  • Dagbog Grønnedal, Grønland
  • Angissoq Loran Station
  • Kunstmaler Mitsou Kawamoto
  • Mit Fotoalbum
  • Mit billedlager (Flickr)
  • Min YouTube

Blog-arkiv

  • ►  2014 (3)
    • december (1)
    • september (1)
    • juli (1)
  • ►  2013 (11)
    • marts (10)
    • januar (1)
  • ►  2012 (159)
    • november (1)
    • juli (9)
    • juni (30)
    • maj (31)
    • april (30)
    • marts (31)
    • februar (12)
    • januar (15)
  • ▼  2011 (278)
    • december (31)
    • november (20)
    • oktober (31)
    • september (31)
    • august (30)
    • juni (19)
    • maj (31)
    • april (30)
    • marts (31)
    • februar (20)
    • januar (4)
  • ►  2010 (15)
    • december (2)
    • november (1)
    • oktober (4)
    • september (6)
    • august (2)
Simple tema. Leveret af Blogger.