mandag den 30. april 2012

Dagen udviklede sig fra gråvejr til en forrygende flot solrig forårsdag, og ikke mindst aften, som jeg nød stort med en løbetur i Botanisk Have og en fotorundtur mellem havnebyggerierne. Fotos : HER.
Også ved kysten fornemmes foråret. Solens varme stråler kan nu holde den kølige brise fra vandet lidt i skak, og man behøver ikke klæde sig som polarforsker når man færdes derude.
Antallet af molefiskere stiger i takt med vejret bliver bedre og bedre, og på aftener som i dag, summer der af liv og en hyggelig stemning breder sig.
Pier 4 har i løbet af det forgangne år udviklet sig til en blanding af hektisk byggeplads og naturreservat. Ude langs molerne har man lavet et kunstigt stenrev, der strækker sig ti meter ud i vandet. Det er allerede nu "befolket" med nye fiskearter og skaldyr. Af og til kan man se sæler og marsvin trække forbi i jagten på føde.
Inde mellem byggepladserne møder jeg af og til harer, og på de store grusbunker har strandfugle, der ellers holder til på strandenge indfundet sig. Billedet ovenfor viser strandskadens æg, men også stor præstekrave, samt en terne art jeg ikke kender, har redepladser i bunkerne. Det gav naturligvis en masse ballade da jeg gik op og tog billeder af reden, og flere gange blev jeg overfløjet, og næsten hakket i hovedet ;)