Så blev det dagen, hvor jeg begyndte mit nye job på "Isbjerget".
Siden jeg første gang hørte om projektet i 2008, har det haft min opmærksomhed, og tanken om at komme til at deltage i projektet har altid ligget og luret. Et par henvendelser på byggepladsen og en målrettet ansøgning til malerfirmaet Ernst Hansen, der fik opgaven, gav heldigvis bonus.
Man har været i gang med byggeriet i lidt over et år, men først nu begynder malerarbejdet for alvor. I en månedstid har et par mand været ved at starte vores del af arbejdet op, der hovedsaglig har bestået i bundarbejde, men også en hel færdiggørelse af en prøvelejlighed i den forreste og mindste blok.
Rent fagligt er der ikke noget særligt at komme efter. Her foregår det stort set som enhver anden nybygning. Bundarbejde med spartlinger, opsætning af filt og maling med hvid. For mig handler det om at se, og være med til, opførelsen af et markant byggeri og opleve den ny bydel blive til på nærmeste hold.
Om jeg synes det er interessant i længden må tiden vise..... Det kommer nok også an på de kolleger jeg får, og den arbejdsgang vi bliver underlagt.
Se mere om "Isbjerget" : HER.
Byggepladsen ligger helt ud til bugten, og der er dermed frit kig til alt hvad der sker derude, og i dag kunne vi følge det kæmpestore krydstogtskib "Emerald Princess" på sin vej ind til havnen. Det vil komme flere gange i løbet af sommerhalvåret og sende store byger af turister ud i vores små gader....