To billeder taget af "Isbjerget", netop som jeg var på vej hjem fra arbejde.
Glæder mig dagligt over at Århus får så spændene bygninger opført ude på havnen. Og ekstra spændene er det, at få mulighed for at se det hele vokse stille og roligt som ugerne går.
Dette sommerhalvår vil den indre havn for alvor ændre udseende, da råbygningerne af Navitas, Bestseller og Urban Media Space, vil skyde op. Og hvor mit fokus med kameraet hidtil har ligget omkring Lighthouse, Isbjerget og de fire ungdoms/kollegie bygninger på Pier 4, vil det nu også komme til at pege på før nævnte. Dertil kommer Hans Lorenzens højhus byggeri inde ved siden af Bruuns Galleri, som også vil skyde i vejret i løbet af juli, efter en lang forberedelsestid i jorden med pilotering o.s.v.
Jo, der bliver nok at følge med i :)
Mange har spurgt om jeg ikke savner Grønlands store natur, og de næsten daglige fototure i Grønnedals omgivelser. Igen i år har jeg ellers haft muligheden for en grønlandstur, men takkede nej, uden den mindste følelse af fortrydelse. Det sker så meget i og omkring Århus i øjeblikket, at jeg så rigeligt får min fotolyster styret. Særlig i sommerhalvåret er der fuld gas på aktiviteterne i byen, og en længere tur til Grønland vil bare give mig følelsen af at miste forbindelsen med det hele.