søndag den 24. april 2011

Der hersker nærmest en stemning som om det er sommerferie.
Kun helt ude ved vandet føles vinden lidt skarp og kølig, mens man sagtens kan gå i t-shirt og shorts inde i byen.
Hver dag bliver der mere og mere grønt og tæt i haven, og det gode vejr gør den til en udvidelse af boligen, hvor vi smutter ud i kortere eller længere tid og hygger sammen eller hver for sig.
I øjeblikket er der et hektisk fugleliv både højt og lavt, og solsorten som har rede i den tætte efeu lige ved døren, ligger på fire æg så jeg i dag. Nu må vi se om det bliver til unger eller om rovfuglene får æggene først.....

Tina blev den af os som lagde kræfter i huset i dag.
Vinduespudsning og vask af døre og vinduer blev klaret med en grundighed som kun konservatorer kan præstere.
Mens jeg klarer opgaven på rekordtid ved hjælp af en spand varmt vand og autovaskebørste, er Tina flere timer om jobbet, men forskellen på det endelige resultat er også som nat og dag.
Nok får jeg fjernet det værste snavs, men stadig ses skjolder og striber, og det hele ser da også mest af alt ud som om det er blevet ramt af en hidsig regnbyge!
Da Tina var færdig, stod træværket som nymalet (også i fals og kant!), og ruderne blev så rene at man næsten er i tvivl om der er glas i eller ej! :)

Jeg var ellers ved at tro at vores karriere som geocachere var ved at være slut, men med det lune vejrs komme og nyt jagtområde, er det som om interessen er vækket til live igen.
William har i hvert fald ikke noget imod at bruge en time eller to på en "skattejagt" og tager gerne med på opdagelse i vores nye hjemby.
I dag blev det til en eftermiddagstur efter to caches, hvor vi undervejs fik et helt sommerligt stop ved ishuset overfor badeanstalten "Den Permanente" og den lille strand nedenfor Risskov.
Mange lå og nød det gode vejr på stranden.......