søndag den 15. maj 2011

Aftenstemning ved Den Permanente, med udsigt ud i Århus Bugten mod Mols......
Det var her min dag sluttede, sammen med en fiskemakker, som endelig fik sig en fisk med hjem. Han fangede ret hurtigt en hornfisk, mens jeg fik en ørred på krogen, der dog ikke var større end den fik lov at svømme ud i friheden igen.
Højsæsonen for fiskeri efter hornfisk ved vores kyster er over os. Snart vil man se dem tumle rundt i små grupper i vandoverfladen i hidsig parring inden de gyder i tangskovene på det lave vand.
---------------------------
Tina har været i København denne weekend, og Naaja har været optaget af lektier sammen med nogle af hendes klassekammerater fra gymnasiet. De har været spændt hårdt for i dette andet år, men er nu endelig begyndt at kunne se frem til eksaminerne og en dejlig lang og meget tiltrængt sommerferie. Den vil være dem vel ondt......
Efter en herlig dag på racerbanen med William i går, blev det i dag til en arbejdsdag hjemme, hvor han og jeg fik rykket helt rundt på ting og indretning i "voksenafdeling" på øverste etage. Samtidig blev der gjort rent og utallige nullermænd mistede livet ved mødet med støvsugeren. De har ellers levet trygt og godt mellem flyttekasser og stigereoler, og flere havde vokset så store at de til forveksling lignede små grå puddelhunde ;) Godt at få luften renset deroppe!