Det gav mig tid til at besøge de kolleger jeg lige har forladt på Åhusene i deres formiddagspause. Jeg tog morgenbrød med som en lille fejring af vores første sejr i firmafodbold i tirsdags, da jeg spiller stadig med på deres fodboldhold. Hyggeligt at mødes igen i skuret :)
Tina havde en lidt anderledes arbejdsdag end ellers. Normalt går hun og hendes kolleger rundt for sig selv i deres konserveringsværksted der har lokaler i ARoS's bygning, eller også er hun ude på opgaver på et af de jyske kunstmuseer.
I anledning af "International Museumsdag" havde ARoS bl.a. arrangeret at man kunne få et indblik i hvordan malerikonservatorer renser et maleri for snavs og gæsterne kunne samtidig få mulighed for at stille spørgsmål omkring konserveringsarbejde i det hele taget. William og jeg var en tur forbi og kunne se interessen var stor, og Tina kunne senere fortælle, at der havde været gæster i hendes stand uafbrudt. Åbenbart en god idé museet fik der.
Naaja og jeg var i Tivoli Friheden til aften og var med til at åbne for sæsonens Fed Fredag koncerter.
Sidste år havde vi sæsonkort dertil og havde stor fornøjelse af mange ture derud. Derfor var det oplagt at forny kortene til i år.
Årets første navn blev Medina, og sammen med et godt vejr, var en stor menneskemængde garanteret til koncerten i dag.
Vi kom sent derud og straffen blev dårlige pladser, alt for skråt, og for langt fra scenen. Samtidig blev adskillige børn sat på fædrenes skuldre og så var det småt med at se andet end det, der kunne ses på storskærm. Det betød også vi efter et stykke tid mistede interessen og i stedet gik på jagt efter en fed soft ice, som blev nydt mens vi kiggede på forlystelserne og hørte Medina i baggrunden.....